Ifølge Egyptens valgkomité opnåede Det Muslimske Broderskab 37 procent af stemmerne ved første runde af valget i Egypten; og salafisterne, som går ind for et endnu mere ekstremt islamistisk program, opnåede 24 procent, hvilket tilsammen giver dem forbløffende 61 procent af stemmerne.
 En glad egyptisk stemmeafgiver. |
Legitimt eller manipuleret? Ingen tog de sovjetiske valg med deres uundgåelige 99 procents genvalg af kommunisterne seriøst; og selvom den egyptiske valgproces og valgets udfald er mindre prangende, fortjener begge en tilsvarende skepsis. Spillet er mere spidsfindigt, men der er stadig tale om et spil, og det spilles således:
Det Muslimske Broderskab (grundlagt i 1928) og militærets diktatur (som har regeret Egypten siden 1952) har en parallel ideologi og en lang historie som på en og samme tid gør dem til rivaler og allierede. Gennem årtier har de i lange perioder samarbejdet i et autokratisk system, begrænset af islamisk lov (shari'a) og præget af undertrykkelse af frisindede, sekulære elementer.
I denne ånd har Anwar El-Sadat, Hosni Mubarak og nu Mohamed Tantawi taktisk styrket islamisterne som en baggrund for at opnå vestlig støtte, våben og penge. Da George W. Bush for eksempel pressede Mubarak til at tillade større politisk deltagelse, svarede sidstnævnte ved at tillade 88 medlemmer af Det Muslimske Broderskab at blive valgt til parlamentet og dermed advare Washington om, at demokrati = islamistisk overtagelse. Ikke-islamisternes tilsyneladende svaghed skræmte Vesten mod yderligere at insistere på en overgang til politisk deltagelse. Men en nærmere undersøgelse af valget i 2005 afslører, at regimet hjalp islamisterne med at opnå deres 20 procent af parlamentspladserne.
 Logoet for det førende salafist-parti, An-Nur. |
(3) Militæret har ydet tilskud til både Det Muslimske Broderskab og salafisternes politiske partier under det nylige valg til parlamentet. Marc Ginsburg rapporterer om et SCAF bestikkelsesfond på tilsammen flere millioner dollar i "form af 'kampagnepenge' ['walk around' money = street money] samt foræringer i form af tøj og mad," som satte hundreder af lokalafdelinger af islamistiske politiske organisationer i stand til at købe sig stemmer. Ginsburg fortæller om en SCAF-udsending, som i april måned "mødtes i al hemmelighed med repræsentanter fra Det Muslimske Broderskab og andre islamistisk orienterede politiske bevægelser for at oprette særlige bankkonti til lokale politiske 'aktionskomiteer' til at kanalisere en undergrundsforsyningskæde af økonomisk og produktbaseret støtte."
Også andre mellemøstlige diktatorer, såsom Yemens præsident og formanden for Det Palæstinensiske Selvstyre, spiller dette dobbeltspil og foregiver at være anti-islamistiske moderate og vestlige allierede, mens de i virkeligheden er nogle hårde bananer, som samarbejder med islamisterne og undertrykker de egentlig moderate. Selv anti-vestlige tyranner som Assad i Syrien og Qaddafi i Libyen spiller det samme opportunistiske spil i trange tider og skildrer massive opstande imod dem som islamistiske bevægelser. (Man genkalder sig, hvordan Qaddafi lagde skylden for det libyske oprør på Al-Qaeda, som beskyldtes for at have blandet narkopiller i teenageres kaffe.)
 Salafisterne vandt en femtedel af stemmerne? Der er noget muggent ved det. |
Dominere Egypten? Hvis militæret i al hemmelighed samarbejder med islamisterne for at bevare magten, er det klart, at det er militæret og ikke islamisterne, der sidder med den endelige kontrol. Det er dette kerneelement, som de almindelige kommentatorer overser: det nylige valgresultat lader militæret beholde magten. Som den fremadstræbende egyptiske politiker Mohamed ElBaradei så rigtigt bemærker, "lige nu ligger alt i SCAF's hænder."
Det er rigtigt, at hvis islamisterne kontrollerer parlamentet (hvilket ikke er sikkert; militæret kan stadig beslutte at reducere deres procentdel i fremtidige runder af en usædvanligt kompliceret valgprocedure, der er åben for misbrug), så opnår de visse privilegier og fører landet yderligere frem mod shari'a – i hvert fald så langt, som SCAF nu tillader. Dette fastholder den langvarige tendens til islamisering, som har været undervejs, siden militæret tog magten i 1952.
Hvad med Vestens politik? For det første, pres SCAF til at opbygge det civile samfund, som må gå forud for et ægte demokrati, således at de moderne og moderate borgere i Egypten har en chance for at udtrykke sig.
For det andet, indstil øjeblikkelig al økonomisk hjælp til Cairo. Det er uacceptabelt, at vestlige skatteydere betaler, selv indirekte, til en islamisering af Egypten. Genoptag først støtten, den dag regeringen tillader sekulære muslimer, frisindede liberale og koptere, blandt andre, frit at udtrykke og organisere sig.
For det tredje, modarbejd både Det Muslimske Broderskab og salafisterne. Islamister af enhver art, de være sig mere eller mindre ekstreme, er vore værste fjender.
