De arabiske opstande i 2011 har afstedkommet nogle stærkt modstridende vestlige reaktioner. Hvordan retfærdiggør man f.eks. en tålsomhed over for undertrykkelsen af anderledes tænkende i Bahrain, samtidig med at man hylder systemkritikerne i Egypten? Eller beskytter de libyske oprørere imod deres regerings angreb, men ikke deres syriske sidestykke? Eller modsætter sig at islamister tager over i Yemen, men ikke i Tunesien?
Den form for ad hoc-adfærd afspejler noget, der stikker dybere end inkompetence, nemlig vanskeligheden ved at udstikke en konstruktiv politik over for en region, hvor befolkningerne, bortset fra nogle få udkantsundtagelser (Cypern, Israel og Iran), er overvejende fjendtligt stemt mod Vesten. Vennerne er få, de har ingen magt og har kun vage udsigter til at overtage kontrollen. Demokrati omsættes derfor i fjendtlige relationer til uvenlige regeringer.
Både den første bølge af valg i 2005 og den anden bølge, som netop er blevet indledt i Tunesien, bekræfter, at når Mellemøstens befolkninger får frit valg, så stemmer de fleste af dem for til fordel for islamisterne. De er dynamiske, kulturelt autentiske og tilsyneladende demokratiske, men støtter alligevel et system af bemærkelsesværdigt levende politiske ideer, som er den eneste muslimske politiske bevægelse af betydning.
Men islamismen er den tredje totalitære ideologi (efter fascismen og kommunismen). Den påbyder et absurd middelalderligt regelsæt til håndtering af den moderne tilværelses udfordringer. Den er tilbageskuende og aggressiv, nedgør ikke-muslimer, undertrykker kvinder og retfærdiggør vold som middel til udbredelse af muslimsk styre. Demokrati i Mellemøsten truer ikke bare Vestens sikkerhed, men også regionens egen civilisering.
Det forklarer, hvorfor de vestlige ledere (med en kortvarig undtagelse i form af George W. Bush), vægrer sig ved at fremme demokratiet i det muslimske Mellemøsten.
Regionens ikke-valgte præsidenter, konger og emirer udgør derimod en mindre trussel for Vesten. Med Mu'ammar al-Qaddafi, som længe blev dæmpet ned af det amerikanske styre, og Saddam Hussein, der blev fjernet af amerikansk ledede styrker, var de egomaniske herskere borte omkring 2003, og de overlevende "stærke mænd" accepterede stort set status quo. De søgte ikke om meget andet end at få lov til i al stilhed at undertrykke deres befolkninger og højrøstet nyde deres egne privilegier.
 Saddam Hussein (t.v.) og Mu'ammar al-Qaddafi i deres grønne ungdom (ca. 1985). |
For et år siden kunne de vestlige politikere kaste et blik ud over regionen og notere sig med tilfredshed, at de havde nogle rimeligt gode arbejdsrelationer til alle regeringer i de arabisktalende lande, undtagen Syrien. Billedet var ikke kønt, men tingene fungerede: Den Kolde Krigs trusler var forpurret og de islamistiske for størstepartens vedkommende holdt på afstand.
Grådige og grusomme tyranner udgør imidlertid to problemer for Vesten. Ved at fokusere på personlige prioriteter til skade for nationale interesser lægger de grunden til yderligere problemer, det være sig lige fra terrorisme til separatisme til revolution; og ved at undertrykke deres undersåtter krænker de vesterlændinges følelser. Hvordan kan de, der støtter frihed, individualisme og retssamfund, se gennem fingre med undertrykkelse?
I Mellemøsten har der hersket egentligt tyranni siden omkring 1970, hvor herskerne lærte at beskytte sig mod tidligere generationers coups d'état [statskup]. Hafez al-Assad, Ali Abdullah Saleh, Husni Mubarak og det algierske regime udfoldede og udstillede med sjælden prangen de egenskaber, der kendetegner et fuldt udviklet stasivælde.
Men så, i december måned sidste år, slog en sommerfugl med vingerne i den lille tunesiske by Sidi Bouzid (befolkning: 40.000), da en kvindelig politibetjent daskede til en frugtsælger. Reaktionen væltede tre tyranner på elleve måneder og bragte yderligere to i alvorlig fare.
 Tunesiens præsident sendte politiet på gaderne i Sidi Bouzid i december 2010, men til ingen nytte. |
En opsummering af Vestens politiske dilemma vis-à-vis Mellemøsten:
- Demokrati gør os glade, men bringer fjendtlige elementer til magten.
- Tyranni er imod vore principper, men efterlader føjelige regenter ved magten.
Når interesser er i konflikt med principper, forsvinder den konsekvente ensartethed ud af vinduet. Politikken svinger mellem Scylla and Charybdis. Den vestlige klemme fokuserer på sui generis-interesser: sikkerhedsinteresser (USA's Femte Flåde udstationeret i Bahrain), kommercielle interesser (olie i Saudi-Arabien), geografi (Libyen ligger ideelt for europæisk baserede flyafgange), naboerne (den tyrkiske rolle i Syrien) eller ønsket om at holde sig ude af en katastrofe (en udsigt i Yemen). Ikke så mærkeligt, at politikken er rodet.
Der er behov for politiske retningslinjer, så her følger mine tre sammenhængende forslag:
Forsøg målrettet at forbedre adfærden hos de tyranner, hvis mangel på ideologi eller ambition gør dem modtagelige. De vil vælge den nemmeste vej, så slut jer sammen om at presse dem til at åbne op.
Vær altid imod islamister, hvad enten der er tale om Al-Qaeda-typer som i Yemen eller de mere bløde og "moderate" i Tunesien. De repræsenterer fjenden. Føler I jer fristet til noget andet, så prøv at spørge jer selv, om et samarbejde med "moderate" nazister i 1930'erne ville have været en god idé.
Hjælp de liberale, sekulære og moderne elementer, de der i første omgang startede opstandene i 2011. Og hjælp dem til sidst med at komme til magten, så de kan redde det politisk syge Mellemøsten ud af dets knibe og lade regionen bevæge sig i en demokratisk og fri retning.
