Kommentar til What Do Muslim Canadians Want? The Clash of Interpretations and Opinion Research
af Christian Leuprecht og Conrad Winn
Macdonald-Laurier Institute
November 2011Pressemeddelelse: http://www.macdonaldlaurier.ca/much-good-news-and-some-worrying-results-in-new-study-of-muslim-public-opinion-in-canada/
Tekst: http://www.macdonaldlaurier.ca/files/pdf/What-Do-Muslim-Canadians-Want-November-1-2011.pdf
I deres undersøgelse for Macdonald-Laurier Institute, "What Do Muslim Canadians Want? The Clash of Interpretations and Opinion Research" (Hvad ønsker de muslimske canadiere? Sammenstødet mellem fortolkninger og meningsmålinger), lægger Christian Leuprecht og Conrad Winn ud med en diskussion af forskellige mønstre til forståelse af muslimers holdninger i Canada og går derefter videre til at diskutere specifikke data. Jeg vil følge deres fremgangsmåde og diskutere disse to emner hver for sig, efterfulgt af en konklusion.
Mønstre til forståelse af muslimske holdninger: To ud af de tre mønstre, som fremlægges af Leuprecht and Winn, forudsætter et énstemmigt muslimsk samfund, idet det ene mønster opfatter muslimer som énstemmigt fjendtlige over for vestlig livsstil og det andet anser dem for énstemmigt accepterende over for vestlig livsstil. Kun det tredje mønster, som de forbinder med mig, har blik for mangfoldigheden af holdninger.
Det giver umiddelbart indlysende mening, at muslimer er indbyrdes uenige – hvilken gruppe af mennesker er ikke det? Det siger sig selv, at de især varierer, når det gælder islams forenelighed med canadiske værdier, et kernetema i en tid med jihad og bestræbelser på at implementere shari'a (islamisk lov) i Vesten.
Før vi kaster et blik på de enkelte undersøgelsesresultater, bør det nævnes, som hos Stephen Schwartz fra Center for Islamic Pluralism, at "canadisk islam er mere moderat, mere varieret og mere åben for debat end amerikansk eller endda britisk islam." Hvordan kan det være? Det skyldes primært karakteren af den muslimske indvandring, som ganske iøjnefaldende har inkluderet qadiri- og tilsvarende sufi-traditionalister, heterodokse muslimer fra Afrikas sub-Sahara og sekulære fra Tunesien og Algeriet. Schwartz konkluder i en positiv notits, at "Vi bør alle være glade for, at Canada er anderledes og tilbyder et sted, hvor muslimsk sund fornuft bliver værdsat og ikke afvist."
Undersøgelsens resultater: Undersøgelsens resultater bekræfter denne canadiske forskellighed, der er præget af en mere positiv holdning til værtslandet, end man finder i andre vestlige muslimske befolkninger. Meget høje tal for godkendelse af Canadas regering, sammenlignet med tallene hos den almindelige befolkning, lægger grunden til det der følger, ligesom den kendsgerning, at de canadiske muslimer generelt afviser udsagn om, at Canada skulle være et racistisk land.
 Ét aspekt af canadisk islam: forsiden til Irshad Manjis bog. |
Spørgsmål vedrørende specifikke standpunkter afslører en større påskønnelse af generelle værdier (demokrati og frihed) frem for personlige omstændigheder (at finde et job). Jeg fandt det især opmuntrende, at canadiske muslimer forstår demokratiet, ikke blot som et system til at vælge ledere, men som en tankegang og en levemåde, der giver individet selvbestemmelsesret mht. at tænke og handle frit, danne sig sine egne meninger og helt trække sig ud af politik.
Det at finde et arbejde fremstår som et kernetema i Macdonald-Laurier Institute-undersøgelsen. For at fornemme bekymringen, så forestil dig, at du skal søge et job, når du hedder Muhammad eller Fatima; ikke-muslimske arbejdsgivere er varsomme med at ansætte muslimsk personale af årsager, der rækker lige fra terrorisme til krav om særlige privilegier og frygt for retstvister. Ikke-muslimer må til dels lære at håndtere deres egne fordomme; men på den anden side må muslimerne også erkende de problemer, de har fremkaldt, og forholde sig seriøst og konstruktivt til dem.
Spørgsmålet om implementering af shari'a står for undersøgelsens vigtigste implikationer. Et betydeligt flertal på 62 procent ønsker shari'a implementeret i en eller anden grad; hvis man udelukker besvarelserne "ved ikke" og "nej", så stiger dette tal til 75 procent. Det peger på noget, der kan vise sig at være det mest besværlige problem hos de canadiske muslimer: deres ønske om at gå enegang. At 15 procent af muslimerne ønsker at "kræve, at muslimer dømmes ved en sharia-domstol," er især alarmerende; det bekræfter også min vurdering af, at islamister udgør omkring 10-15 procent af de muslimske befolkningsgrupper.
De 3 procent støtte til Al-Qaeda peger på et hard-core islamistisk element i Canada – ikke særlig stort, men 3 procent af en muslimsk befolkning på godt 700.000 bliver til omkring 20.000 individer med meget farlige sympatier og ideer. Denne oplysning burde alarmere og vække både immigrations- og sikkerhedstjeneste.
 Et andet aspekt: Zaynab Khadr demonstrerer på Parliament Hill, Ottawa. |
Undersøgelsens 13 procent anerkendelse af Israel afviger fra en bemærkelsesværdig vurdering fremsat af Conrad Winn i 2004, hvor han skønnede, at en femtedel af Canadas muslimske befolkning mener, at "Israel har ret i så godt som alt," men tallene er ikke voldsomt forskellige, og de nye kan mht. størrelsesorden betragtes som en bekræftelse af de gamle. Ligeledes giver den aktuelle undersøgelses iagttagelse af, at "pro-israelske følelser sommetider er et udtryk for en reaktion imod anti-israelsk voldsomhed," genlyd af Winns iagttagelse syv år tidligere, nemlig at "ganske ofte er [en pro-israelsk holdning] en reaktion mod det, de ville opfatte som ekstremistiske ledere i deres eget lokalsamfund eller i deres oprindelsesland."
Når det gælder ekstremistiske synspunkter, indrømmer Leuprecht og Winn deres overraskelse: "Vi forventede, at de religiøse deltagere i fokusgrupperne ville have mere radikale synspunkter. Men de mest radikale politiske holdninger var derimod mest tilbøjelige til at blive udtrykt af relativt sekulære personer, der ofte var udstyret med en højere uddannelse inden for de sociale videnskaber, mens fromme muslimer til tider var de mest tydelige fortalere for Canada og demokrati." Dette mønster viser, at islamisk fromhed ikke i sig selv er et problem; og at den politiske indstilling er nøglen til forskellige standpunkter. Sekulære kan være ekstreme og fromme kan være moderate.
Konklusion: Leuprecht og Winn finder, at selvom de holdninger, som deres undersøgelse afdækkede, ikke passer fuldkommen ind i nogen af de tre mønstre, så vil de dog konkludere, at meningsmålingens data "antyder, at de canadiske muslimer passer bedst til mønsteret med et varieret samfund med forskelligartede holdninger, sådan som det er blevet formuleret af Daniel Pipes."
På den ene side er jeg glad for denne konklusion. På den anden side undres jeg over, hvordan man ellers skulle kunne karakterisere et samfund bestående af hundred tusinder af individer. Der kan vel ikke være nogen, der forventer, at de skal tale med én stemme og at islam således automatisk får sine troende til at miste evnen til at tænke selv, men derimod blot lade sig dominere af en ledelse, der programmerer dem. Ingen menneskelig befolkning passer til den beskrivelse.
Og selv hvis denne beskrivelse af en passiv befolkning måske engang virkede overbevisende, så viser opstandene i Mellemøsten i 2011, at selv befolkninger, som adlyder i årtier, rummer en indre ild, der uforudsigeligt kan vælte deres herskere. Libyerne, som mange gik ud fra accepterede Mu'ammar al-Qaddafis vanvid, viste sig for eksempel at kunne tænke selv.
Leuprecht-Winn-undersøgelsen afslører en række problematiske standpunkter, lige fra ønsket om shari'a til støtte til Al-Qaeda, men den påviser også, at Canada har den mest moderate, forskelligartede og åbne muslimske befolkning i Vesten. Ikke blot er dette en fordel, som man kan bygge videre på, men det antyder også en mulig rolle for de moderate canadiske muslimer, nemlig at de bringer deres budskab og måske deres institutioner med ud til andre vestlige lande.
