Obamas malplacerede Mellemøsten-optimisme

I en fortrøstningsfuld kommentar til likvideringen af Libyens langvarige diktator gav Barack Obama udtryk for, at "Mu'ammar al-Qaddafis død har vist, at vores rolle med at beskytte det libyske folk og hjælpe det med at frigøre sig fra en tyran var det rigtige at gøre." Vedrørende sin egen beslutning om at trække alle amerikanske tropper ud af Irak om godt to måneder erklærede Obama, at "i Irak er vores strategi med henblik på at afslutte krigen lykkedes." Derefter drog han nogle triumferende konklusioner ud fra disse begivenheder og pralede med at de viser, at "krigens flodbølge trækker sig tilbage" og "vi har genskabt det amerikanske lederskab i verden."

Hvor behændigt: her hvor Obamas upopulære hjemlige politik (især vedrørende sundhedsordning og beskæftigelse) får hans popularitet til at dale, hævder han nu at have haft udenrigspolitisk succes. Det Demokratiske Partis pr-folk reklamerer for hans internationale resultater: "Terrorister og diktatorer," siger en, "som mangler den parlamentariske modstand, har intet effektivt forsvar mod Barack Obama."

Men Mellemøsten lærer os forsigtighed; meget vil sandsynligvis gå galt i Libyen og Irak. Jeg forudser, at Obama vil komme til at fortryde sit forhastede praleri.

Mahmoud Jibril har fungeret som Libyens midlertidige premierminister.

I Libyen er det stadig uklart, hvem der vil blive dominerende i Det Nationale Overgangsråd (National Transitional Counsil, NTC), som forsøger at styre landet. To personer repræsenterer de sandsynlige alternativer. Mahmoud Jibril (født 1952; også kendt som Mahmoud Gebril ElWarfally) har fungeret som Overgangsrådets midlertidige premierminister. Han har en Ph.D. i politisk videnskab fra University of Pittsburgh, hvor han har undervist i strategisk planlægning. Han har udgivet ti bøger, herunder den vel modtagne Imagery and Ideology in U.S. Policy Toward Libya, 1969-1982, og har grundlagt og lagt navn til et professionelt træning og management rådgivningsfirma.

Over for ham står Abdel-Hakim Belhaj (født 1966), Tripolis militære leder, som tog til Afghanistan i 1988 for at kæmpe mod Sovjet, fungerede som leder af Libyan Islamic Fighting Group, blev arresteret i 2004 af CIA, som udleverede ham til Qaddafi, der holdt ham fængslet indtil 2010.

Forskellen på de to kan dårligt være større: den ene libyske leder har haft en prestigefyldt akademisk stilling i USA, mens den anden påstår at være blevet torturet af CIA. Den ene ønsker at integrere Libyen i en vestligt ledet struktur, den anden drømmer om at genoplive kalifatet.

Abdel-Hakim Belhaj er den mest magtfulde militære leder i Libyen.

Samtidig med at Belhaj har udtrykt sin loyalitet over for Overgangsrådet (NTC) under Jibril, har han også modsat sig dets bestræbelser på at overtage kontrollen med de militære enheder. Som Patrick J. McDonnell fra Los Angeles Times så elegant udtrykker det: "Præcist hvordan forholdet mellem den civile ledelse og de forskellige militære enheder vil komme til at fungere står foreløbig hen i det uvisse." Men hvad der er endnu mere bekymrende er, at Jibril har bekendtgjort sin tilbagetræden på søndag, netop som formanden for NTC har opfordret til skabelse af en forfatning "baseret på vores islamiske religion." Hvis Libyen bliver islamistisk, kommer Obama til at længes stærkt efter Qaddafi.

I Irak vækker Obamas påstand om at have afsluttet krigen mindelser om George W. Bush' stærkt latterliggjorte "Mission Accomplished"-tale fra 1. maj 2003, hvori han forhastet erklærede, at "i slaget om Irak har USA og vore allierede sejret", netop som den egentlige krig var begyndt. Ved de amerikanske styrkers tilbagetrækning nu kan Teheran for alvor begynde at overtage landet og gøre det til en satrapi (det ældgamle persiske ord for en underordnet provins).

Trods amerikanske advarsler blander Teheran sig allerede i Iraks politik, sponsorerer militser, støtter terrorisme og har sendt sine egne styrker ind i landet – og forbereder sig på at gøre endnu mere. Som Max Boot skriver, så betyder tilbagetrækningen af amerikanske tropper, at "risikoen for et katastrofalt udfald i Irak nu øges betydeligt. Den iranske Quds-styrke må slikke sig om munden, for vi overlader nu et i alt væsentligt forsvarsløst Irak til dets komplotmagere." Baghdad forsøger at pacificere de iranske trusler; dets stabschef har f.eks. foreslået en regional sikkerhedsorganisation fælles med Teheran.

Hvis de iranske bestræbelser hurtigt giver pote, kan de volde betydelig skade på udsigterne til et genvalg af Obama om et år. "Hvem tabte Irak?" kunne meget vel blive et stærkt republikansk kampråb. At Obama erklærede de amerikanske bestræbelser på at stabilisere Irak for en "total fiasko" allerede i 2007 betyder, at han vil blive anset for ansvarlig for selvsamme fiasko.

Barack Obama erklærede i august 2007, at de amerikanske bestræbelser på at stabilisere Irak var en "total fiasko."

Selvom Irak måtte holde frem til det amerikanske valg i 2012, så forudser jeg, at om 5-10 år vil den amerikanske indsats i Irak (og ligeledes i Afghanistan), med alle dens udgifter og tab af liv, vise sig at have været forgæves. Når fremtidige analytikere giver sig til søge efter, hvad der gik galt, kan de meget vel komme til at fokusere på Obamas uvidende udtalelser.

Ligesom Belhaj sandsynligvis vinder over Jibril, således vil Iran vinde over Irak. Sker det, vil Obama og Demokraterne komme til at fortryde deres nuværende nærsynede og overdrevne fortrøstningsfuldhed.