Øen Cypern nær Tyrkiet og Syrien med omkring 1,3 millioner indbyggere befinder sig på kanten af vigtige forandringer. Her hvor øen noget forsinket indleder sin store debut på verdensscenen, efter at det hjemlige græsk-tyrkiske gruppespørgsmål har fyldt de første 51 år af øens selvstændighed, står den over for både store muligheder og stor fare.
 "Nordcyperns tyrkiske republik" kontrollerer 37 procent af øens landareal. |
Cypern var næppe det eneste område præget af etniske spændinger, som London til sidst opgav i frustration – tænk blot på Indien, Irak, Palæstina og Sudan – men det var det eneste, hvor englænderne bibeholdt en permanent rolle til sig selv og indførte støttestater, nemlig Tyrkiet og Grækenland, som garanter for den nyligt uafhængige stat.
Denne skadelige ordning forøgede spændingerne mellem både øens to grupper og deres to støttestater. Disse spændinger kogte over i 1974, hvor Athen forsøgte at annektere hele Cypern og Ankara reagerede med at invadere øen og sætte sig på de nordlige 37 procent af øens territorium. Den græske annektering var en fiasko, men invasionen førte til etableringen af en nominel "Nordcyperns Tyrkiske Republik" (Turkish Republic of Northern Cyprus = TRNC), som opretholdes den dag i dag af godt 40.000 soldater fra republikken Tyrkiet. Hundredtusinder af bosættere er siden indvandret fra Tyrkiet og har grundlæggende ændret øens demografi.
Cypern er forblevet sådan i 35 år, opdelt, fastlåst og stort set ignoreret af omverdenen, indtil to begivenheder for nylig ophævede øens upåagtede, men ulykkelige status quo.
 Noble Corporation's Homer Ferrington-boreplanformen, opført i 1985, er begyndt at bore i Afrodite-gasfeltet ud for Cypern. |
Dernæst gjorde fundet i juni 2010 af gas- og olieforekomster ("Leviathan") i Israels del af Middelhavets særlige økonomiske zone, lige ved siden af det cypriotiske EEZ, pludselig Cypern til en spiller på verdens energimarked. Cyprioterne taler om 300 billioner kubikfod til en værdi af 4 billioner amerikanske dollar. Den slags tal tiltrækker begærlige blikke, især fra Ankara, som kræver (via TRNC) sin andel af en fremtidig gas-indtægt. Desuden antyder AKP's eskalerende anti-zionisme kombineret med udenrigsminister Ahmet Davutoğlus strategiske ambitioner et tyrkisk krav om udvidelse til det israelsk kontrollerede havområde.
Tilsammen knytter disse to udviklinger – voksende tyrkiske ambitioner og mulige gasforekomster til billioner af dollar – Cypern og Israel sammen i et selvforsvar. Førende græskcypriotiske personer i regeringen, medierne og forretningsverdenen fortalte mig under en netop afsluttet rejse til øen om deres presserende ønske om at opbygge økonomiske og sikkerhedsmæssige relationer til Israel.
 Piri Reis, Tyrkiets eneste maritime forskningsskib, bliver eskorteret af tyrkiske flådeskibe på en tur gennem Cyperns særlige økonomiske zone. |
Vedrørende sikkerhed har flere samtalepartnere foreslået en fuld alliance med Israel. Cypern vil nyde godt af Israels langt større militære, økonomiske og diplomatiske dygtighed. Israel, som allerede har udført en beskyttelsesindsats på Cyperns vegne, vil få gavn af adgangen til en flybase ved Paphos, 185 miles (300 kilometer) fra dets egen kyst, tilhørende et medlem af EU.
En sådan alliance ville gøre en ende på den cypriotiske historie med neutralitet og afdæmpet diplomati beregnet på at overbevise andre regeringer om ikke at anerkende TRNC, skønt denne strategi formentlig ikke har ført mange goder med sig.
Over for en overdrevent selvtillidsfuld og muligvis messiansk tyrkisk ledelse, som i stigende grad afslører slyngelagtige egenskaber, har Washington, Bruxelles, Athen og Moskva en vigtig rolle at spille med hensyn til at opmuntre det cypriotisk-israelske forhold og dermed mindske sandsynligheden for en AKP-ledet tyrkisk aggression.
