Med trommer og trompeter offentliggjorde Det Hvide Hus i begyndelsen af august en politisk redegørelse vedrørende metoder til at forhindre terrorisme, som efter sigende skal have været to år undervejs. Med Barack Obamas personlige underskrift og retoriske pralerier som "lokalsamfundenes styrke" og behovet for at "øge vores forståelse af den trussel, som den voldelige ekstremisme udgør," ser dokumentet beroligende ud.
Men bag roen ligger en kontraproduktiv–og farlig–holdning til anti-terrorisme. Vigtigheden af denne rapport ligger i dens faste position på den forkerte side i tre klare anti-terrorismedebatter, med det ansvarlige Højre (og nogle få forstandige liberale) på den ene side og islamister, venstreorienterede og multikulturalister på den anden.
Den første debat drejer sig om selve problemets karakter. Det ansvarlige Højre peger på én kolossal trussel, islamismen, en verdensomspændende ideologisk bevægelse, som har været motivationen bag mere end 23.000 terrorangreb verden over siden 11.sept. 2001. Islamisterne nægter, at deres ideologi fremkalder vold, og de betegner de 23.000 angreb som kriminelles, sindssyges eller vildledte muslimers værk. De vestlige venstreorienterede og multikulturalister slutter op og bruger deres formidable kadrer, kreativitet, pengemidler og institutioner til at støtte islamisternes fornægtelse af ansvaret.
Nogle høringer, som er blevet afholdt i år af Repræsentanternes Hus, viser denne forskel. Peter King (Republikaner fra New York), formand for Committee on Homeland Security [komiteen vedrørende indenrigssikkerhed], insisterede på udelukkende at koncentrere sig om radikaliseringen af muslimer. Den ledende Demokrat, Bennie Thompson fra Mississippi, gjorde indsigelser, idet han bemærkede, at "der findes forskellige hjemlige ekstremistiske grupper, som er mere fremherskende i USA end islamiske ekstremister, herunder nynazister, miljøekstremister, anti-skat-grupper og andre." Han anmodede om, at høringerne blev "en bredspektret undersøgelse af hjemlige ekstremistiske grupper, uanset deres respektive ideologiske baggrund."
King afviste denne anmodning, idet han modsat anførte, at "Selvom der har optrådt ekstremistiske grupper og sporadiske tilfælde af politisk vold gennem hele vores historie, så var al Qaedas angreb den 11.sept og den fortsatte trussel mod vores nation fra islamisk jihad særskilt diabolsk og udgør en trussel mod Amerikas sikkerhed."
 Peter King (t.v.) og Bennie Thompson (t.h.) symboliserer forskellen i holdningerne vedr. anti-terrorismepolitikken. |
Den tredje debat handler om den passende reaktion. Den islamistisk-venstreorienterede-multikulturelle flok finder løsningen i partnerskaber med muslimer, sammen med en betoning af borgerrettigheder, behørig rettergang, fravær af diskrimination, god vilje og undgåelse af at tingene giver bagslag. Det ansvarlige Højre er enig i disse mål, men anser dem for at være underordnede hele arsenalet af militære og lovhåndhævende metoder såsom indsamling af efterretninger, arrestationer, langvarige fængslinger, udleveringer, deportation, retsforfølgning og indespærringer.
Ind i disse tre debatter stolprer nu en 4.600 ord lang, dårligt skrevet, dårligt struktureret rapport fra Det Hvide Hus, som voldsomt taler for den islamistisk/venstreorienterede/multikulturelle position.
- Problemets karakter? "nynazister og andre anti-semitiske hadegrupper, tilhængere af racemæssigt overherredømme, samt internationale og hjemlige terroristgrupper."
- Fjendens navn? Rapporten som sådan nævner aldrig islamismen. Dens titel, Empowering Local Partners to Prevent Violent Extremism in the United States, [Styrkelse af lokale partnere med henblik på at hindre voldelig ekstremisme i USA] undgår endda at nævne ordet terrorisme.
- Passende reaktion? "Ligesom vi reagerer på problemer med lokalsamfundenes sikkerhed [såsom bandevold, skoleskyderier, narko og hadforbrydelser] med partnerskaber og statsstyrede netværk, borgmesterkontorer, lovhåndhævelse, lokalmiljøernes organisationer og aktører fra den private sektor, således bør vi også forholde os til radikaliseringen hen imod vold og rekrutteringen af terrorister med tilsvarende kontakter og benytte nogle af de samme værktøjer og løsningsmodeller som løftestang."
Rejsningen af spørgsmålene om lokalsamfundenes sikkerhed afslører en alvorlig begrebsforvirring, som Los Angeles Times har afvist som værende "implausible" [usandsynlig/ubegribelig]. Rapporten roser justitsministeriets "Omfattende bandemodel" og anser den for at udgøre en fleksibel rammestruktur, som "har reduceret den alvorlige banderelaterede kriminalitet." Godt nyt i kampen mod banderne! Men bander er kriminelle foretagender og islamistisk vold er ideologisk krigsførelse. Bandemedlemmer er bøller, islamister er fanatikere. At sammenligne dem vil sige at fordreje det forhåndenværende problem. Jovist, de benytter begge vold, men at overføre teknikkerne fra den ene til den anden svarer til at sætte konditorer til at rådgive brandfolk.
Den eneste sætning i rapporten Empowering, som erkender faren fra islamismen, fikserer på én lille gruppe og konstaterer, at "al-Qa'ida og dens tilknyttede grupper og tilhængere udgør den mest fremtrædende terrortrussel mod vores land." Herved overser man de 99 procent af den islamistiske bevægelse, som er uden forbindelse med Al-Qaeda, såsom Wahhabi-bevægelsen, Det Muslimske Broderskab, Hizb ut-Tahrir, den iranske regering, Hamas, Hizbullah, Jamaat ul-Fuqra, for ikke at tale om de såkaldte ensomme ulve. Republikaneren Sue Myrick (Republikaner fra North Carolina) bemærker med rette, at denne politiske rapport "rejser flere spørgsmål … end den besvarer."
De intellektuelle rødder til rapporten Empowering går tilbage til et George Soros-finansieret initiativ fra 2004, Promising Practices Guide: Developing Partnerships Between Law Enforcement and American Muslim, Arab, and Sikh Communities [Vejledning i lovende metoder: Udvikling af partnerskaber mellem lovhåndhævelsen og de amerikanske muslimske, arabiske og sikhiske samfund] af Deborah A. Ramirez, Sasha Cohen O'Connell og Rabia Zafar. De to forfattere gjorde deres holdning klar: "Den farligste trussel i denne krig [mod terrorisme] har rod i den vellykkede udbredelse af vrede og frygt rettet mod fremmede kulturer og mennesker." Den farligste trussel, erklærede de, er ikke den islamistiske terror med dens tusinder af ofre, men en formodet vidt udbredt fordomsfuldhed hos amerikanerne over for minoriteter. Som jeg bemærkede i 2004: "Vejledningen præsenterer muligvis sig selv som en hjælp til anti-terrorismen, men dens egentlige formål er at lede opmærksomheden bort fra den nationale sikkerhed og over til en privilegering af udvalgte grupper."
Mens dokumentet utvivlsomt betoner amerikanske forfatningsværdier og behovet for at indgå partnerskaber med muslimer, siger den ikke et ord om behovet for at skelne mellem islamistiske og ikke-islamistiske muslimer. Empowering manøvrerer uden om den dystre kendsgerning, at islamisterne dominerer den organiserede amerikanske muslimske ledelse og dennes mål har mere til fælles med terroristerne end med anti-terroristerne. Republikaneren King er med rette bekymret over, at Det Hvide Hus' dokument fordømmer "legitim kritik af visse radikale organisationer eller elementer i det muslimsk-amerikanske samfund," noget der er tvingende nødvendigt for at kunne skelne fjende fra ven.
Obama-administrationens villighed til at indgå partnerskab med muslimer, som forkaster den konstitutionelle orden, er i virkeligheden årsagen til de islamistiske organisationers fornøjede reaktioner på denne rapport. Council on American-Islamic Relations [CAIR], som er en terroriststøttende frontorganisation, har rost den som værende "objektiv og holistisk," mens det ligesindede Muslim Public Affairs Council vurderede den til at være "meget nyttig."
Derimod har Melvin Bledsoe, far til Carlos Bledsoe som konverterede til islam og i 2009 skød og dræbte en soldat på et militært rekrutteringscenter i Little Rock, Arkansas, sagt følgende om rapporten: "Det vil aldrig løse situationen, at de forsøger at danse uden om problemerne." Ed Husain fra Council on Foreign Relations [Rådet vedr. udenlandske relationer] afviste den som "bekymrende kort" og primært designet til "ikke at støde muslimer."
Kort sagt, en organisation, der står i forbindelse med terrorister, falder i lykkelig svime over regeringens foregivelse af en anti-terrorismepolitik, mens den sørgende far til en terrorist hånligt afviser den. Det fortæller os alt.
Hvad så nu, hvor en yderligtgående rapport ophøjes til national politik? Der er ingen smutveje: De, der ønsker en ægte anti-terrorismepolitik, må arbejde for at fjerne venstrefløjen og multikulturalisterne fra regeringsmagten.
