Hvordan bør vestlige regeringer forholde sig til Den Islamiske Republik Iran, som Washington betegner som "den mest aktive statssponsor af terrorisme"?
Den iranske aggression begyndte i 1979 med indtagelsen af den amerikanske ambassade i Teheran og fastholdelse af medlemmer af dens personale som gidsler i 444 dage. Større angreb fulgte, herunder to bomber i Beirut i 1983: ved den amerikanske ambassade, hvor 63 blev dræbt, og ved den amerikanske flådebase, hvor 241 omkom.
 Det iransk-støttede angreb på den amerikanske flådebase i Beirut i 1983 dræbte 242, hvilket stadig udgør Teherans største antal vestlige dødsofre ved et enkelt angreb. |
Karakteren af de amerikanske reaktioner falder i to hovedgrupper: de barske og de diplomatiske. De første anser Teheran som uforbederlig og råder til en konfrontationspolitik og endda magtanvendelse; denne gruppe antager, at diplomati, sanktioner, computervira og trusler om militære angreb ikke har nogen som helst mulighed for at få mullaherne til at holde op med at satse på kernevåben, og den taler om en regimeændring eller militær indgriben imod den iranske a-bombe. Den diplomatiske lejr, som generelt kontrollerer amerikansk politik, accepterer Den Islamiske Republik Irans beståen og forventer, at Teheran responderer på diplomatisk forhandling.
Hovedstridsemnet i denne uenighed er spørgsmålet om, hvorvidt den mest fremtrædende iranske oppositionsgruppe, Mujahedeen-e Khalq (MeK), bør forblive på den amerikanske regerings terrorliste. Den barske lejr anser generelt MeK, som blev grundlagt i 1965, for at være en løftestang imod mullaherne og ønsker (med enkelte undtagelser), at den fjernes fra listen. Den diplomatiske lejr fremfører, at dens fjernelse fra listen vil gøre de iranske ledere vrede og dermed hæmme bestræbelserne på at forbedre relationerne eller (modsat) vil begrænse Washingtons mulighed for at række hånden frem til iranerne i gaderne.
Den lejr, som er for MeK fremhæver, at MeK tidligere har samarbejdet med Washington og fremskaffet værdifulde efterretninger om Irans kernevåbenplaner og taktiske oplysninger om de iranske bestræbelser i Irak. Ydermere fremhæver man, at ligesom MeK's organisatoriske og ledelsesmæssige færdigheder hjalp med til at bringe shahen til fald i 1979, så kan disse færdigheder atter fremme et regimeskifte. Antallet af gadedemonstranter, som er blevet arresteret for at have forbindelse til MeK, peger på gruppens rolle i demonstrationerne, og det samme gør de slogans, som genlyder af MeK's sange, f.eks. ved at kalde førstelederen Ali Khamene'i for en "håndlanger," præsident Mahmoud Ahmadinejad en "diktator" og ved at råbe "ned med Velayat-e Faqih-princippet" (dette at en religiøs figur står i spidsen for regeringen).
 Maryam Rajavi, leder af Mujahedeen-e Khalq, med Rudy Giuliani, tidligere borgmester for New York, i juni 2011. |
Fraktionen imod MeK forholder sig ikke til fordelene ved en fjernelse fra listen, men fremhæver, at USA's regering bør fastholde listeopførelsen på grund af påstanden om terrorisme. Deres anklage går på, at MeK dræbte seks amerikanere i 1970'erne. Uanset om denne påstand er korrekt, så skal der have optrådt en terrorhandling inden for to år for at terrorgruppe-betegnelsen kan opretholdes—hvilket gør diskussionen fra 1970'erne fuldkommen irrelevant.
Hvad så med de seneste to år? Gruppen for MeK peger på tre vigtige amerikanske terrorist-databaser—RAND Database of Worldwide Terrorism Incidents (RDWTI), Global Terrorism Database (GTD), og Worldwide Incidents Tracking System (WITS) – og bemærker at i hver af disse fremstår MeK som ren siden 2006 eller før.
Hvordan med hensyn til evner og intentioner? Udenrigsdepartementet udgav i 2006 "Country Reports on Terrorism," som anklagede MeK for at opretholde "evnen og viljen" til terrorhandlinger, men rapporterne fra 2007, 2008 og 2009 udelader denne udtalelse. Englands Court of Appeal [appeldomstol] hånede beskrivelsen af MeK som værende "perverse" [fordrejet] og gruppen blev fjernet fra Englands terrorliste i 2008. EU rensede gruppen for anklagerne om terrorisme i 2009. De franske domstole ophævede alle terrorismerelaterede anklager mod gruppen i maj 2011.
Kort sagt, argumentet om at opretholde MeK's terroristbetegnelse er grundløst.
Efter et retsligt påbud om genovervejelse af MeK's terroristbetegnelse bør udenrigsministeren snart træffe en beslutning om, hvorvidt gruppen skal fortsætte på listen. Med en enkelt underskrift kan Obama-regeringen være med til at give iranerne magt til at tage kontrol over deres egen skæbne—og måske bringe mullahernes vanvittige kernevåbenfremstød til ophør.
