I dag for 25 år siden udstedte ayatollah Khomeini sit edikt over Salman Rushdie. Irans revolutionære leder protesterede imod forfatterens magisk-realistiske roman De Sataniske Vers på grund af dens fornærmelser imod den muslimske profet Muhammad og svarede med at opfordre til henrettelse af Rushdie og "alle, der var involverede i udgivelsen og som var klar over dens indhold."
Salman Rushdie i 1989. |
Det faktum at Rushdie var født i Indien, boede i England og ikke havde nogen særlige forbindelser til Iran, gjorde dette til en hidtil uset aggressiv handling, som dengang gav genlyd viden om, og som efterfølgende har fået varig indvirkning. I virkeligheden kunne man hævde, at æraen med "snigende shari'a" eller "skjult jihad" eller "lovlig islamisme" indledtes den 14. februar 1989 med udstedelsen af dette kortfattede edikt.
Mens Rushdie, 66 år, stadig lever og har det godt (om end han ikke ligefrem blomstrer; hans skriverier svækkedes efter De Sataniske Vers), var der mange andre som mistet livet i de uroligheder, der omgav hans bog. Hvad værre er, så har ediktets langvarige indvirkning været, at det har begrænset vesterlændinges muligheder for frit at diskutere islam og emner i forbindelse hermed, noget der er kendt under betegnelsen Rushdie-reglerne. Langvarige iagttagelser i forbindelse med dette spørgsmål (herunder en bog skrevet i 1989) får mig til at konkludere, at der finder to processer sted:
For det første, at vesterlændinges ret til at drøfte, kritisere og endda latterliggøre islam og muslimer er blevet svækket med årene.
For det andet, at ytringsfrihed udgør en mindre del af problemet; der er noget langt mere dybtgående på spil – ja faktisk et helt afgørende spørgsmål i vor tid: vil vesterlændinge kunne bevare deres egen historiske civilisation i mødet med islamisternes angreb, eller vil de bøje af for islamisk kultur og lov og underkaste sig som en slags andenrangsborgere?
De fleste analyser af Rushdie-reglerne fokuserer udelukkende på islamismens vækst. Men der er to andre faktorer, som er endnu vigtigere: Multikulturalismen, sådan som den praktiseres, undergraver viljen til at opretholde en vestlig civilisation over for den islamistiske hærgen, samtidig med at venstrefløjens gøren-fælles-sag med islamisterne giver sidstnævnte adgang. Problemets kerne ligger med andre ord ikke hos islam, men hos Vesten selv. (14. februar 2014)