Blandt Israels naboer har Libanon altid gjort sig bemærket ved sin svage centralregering, men i de første tyve år, 1948-68, gav dette ikke Israel problemer; først da palæstinenserne dér skabte en stat-i-staten, blev landets anarki en større udfordring for den jødiske stat, symboliseret ved luftangrebet mod Beiruts lufthavn i december 1968. Mange skærmydsler fulgte, foruden to krige (i 1982 og 2006). Libanon er stadig præget af anarki og udgør hjemmebase for Hizbollah; landet kunne meget vel blive en fremtidig arabisk-israelsk kampplads.
Den stærke egyptiske stat styrede Sinai med jernnæve indtil slutningen af Mubaraks regeringstid, hvor hans regime ikke længere magtede at bevare kontrollen, samtidig med at beduinerne i stigende grad blev islamistiske. Terrorisme mod egyptiske turistmål fulgte (såsom angrebet på Sharm el-Sheikh i 2005), såvel som mod israelsk territorium. Disse angreb tiltog efter Mubaraks tilbagetræden og gjorde regionen til et ingenmandsland, og angrebene vil sandsynligvis fortsat øges.
Hamas tog magten i Gaza to år efter den ensidige israelske tilbagetrækning i 2005; ikke overraskende begyndte bevægelsen at affyre raketter ind over israelsk territorium, især mod byen Sderot, hvilket førte til den israelske invasion i 2008-09. Dette dæmpede volden, men beskydningerne fortsatte.
Et offentligt beskyttelsesrum i Sderot, dekoreret så det ikke skræmmer børnene. |
Nu kommer så oplysningen fra Israels militære efterretningstjeneste om, at man forventer, at Golan-højderne ender i anarki, efterhånden som Assads styre trækker sine styrker bort til mere tvingende opgaver og forskellige terroristgrupper gør sig gældende her.
Hvis dette er tilfældet, så er de to eneste tilbageværende områder med blot nogen grad af sikkerhed grænsen til Jordan (hvor monarkiet har sine vanskeligheder) og Vestbredden (hvor IDF fortsat patruljerer).
Kommentarer: (1) Som jeg noterede for et halvt år siden i "Anarchy, the New Threat" [Anarki, den nye trussel], er denne tendens bort fra despotisme og hen imod anarki verdensomspændende og særligt udtalt i det Større Mellemøsten, hvor den også omfatter Libyen, Somalia, Yemen, Irak og Afghanistan. (2) Den israelske optagethed af den iranske atomvåbentrussel bør ikke aflede opmærksomheden fuldkommen fra denne mere prunkløse, men dog betydelige trussel.