En islamistisk gruppe ved navn Hizb ut-Tahrir søger at bringe verden under islamisk lov og anbefaler selvmordsangreb mod israelere. Ved udsigten til at blive forbudt i Storbritanien indledte den i smug en frontaktion ved de britiske universiteter kaldet "Stop islamofobien," har Sunday Times afsløret.
Stoppe hvad, spørger du?
Neologismen islamofobi blev skabt i Storbritanien i forrige årti og blev lanceret i 1996 af en selvproklameret "Commission on British Muslims and Islamophobia (Kommission vedrørende britiske muslimer og islamofobi)." Betegnelsen betyder ordret "uretmæssig frygt for islam," men den anvendes i betydningen "fordomme mod muslimer" og slutter sig til over 500 andre fobier, som bogstaveligt talt spænder over hvert eneste spekter af livet.
Betegnelsen har opnået sproglig og politisk accept i en sådan grad, at FN's generalsekretær i december 2004 præsiderede ved en konference med titlen "Confronting Islamophobia" (Kampen mod islamofobi) og i maj ved et Europaråds-topmøde, som fordømte "islamofobi."
Begrebet byder imidlertid på adskillige vanskeligheder. For det første, hvori består sådan mere præcist en "uretmæssig frygt for islam," når muslimer i islams navn i vore dage udgør den primære kilde til en verdensomspændende aggression, både verbalt og fysisk, vendt imod både ikke-muslimer og muslimer? Hvad, spørger man undrende, ville være en passende mængde frygt?
For det andet, selvom der så afgjort eksisterer fordomme mod muslimer, så sammenblander betegnelsen "islamofobi" på bedragerisk vis to forskellige fænomener: frygt for islam og frygt for den radikale islam. Personligt oplever jeg dette problem: Selvom jeg gang på gang har skrevet imod den radikale islam som ideologi, ikke imod islam som religion, har jeg figureret på andenpladsen til en "islamofobi-hånepris"" i Storbritanien, idet jeg blev skønnet at være Amerikas "førende islamofob" og endda blev kaldt for en "inkarneret islamofob." (I virkeligheden er jeg en "islamisme-ofob.")
For det tredje har fortalerne for "islamofobi"-begrebet for vane at overdrive problemet:
-
Lovens håndhævelse: Britiske muslimer siges at lide under vedvarende diskrimination fra politiets side, men en faktisk oversigt over statistikkerne ved Kenan Malik gennemhuller fuldstændig denne "islamofobi-myte."
-
Kulturelt: Muslimer "bliver konfronteret med en ekstrem strøm af anti-islamisk litteratur, som prædiker had mod islam," hævder præsidenten for Graduate School of Islamic and Social Sciences i Virginia, Taha Jabir Al-‘Alwani: "romaner, film, bøger og forskning. Alene blandt de mest sælgende romaner figurerer der næsten 1000 romaner af denne type." Ét tusind bestsellere bagvasker islam? Næppe. I virkeligheden er der dårligt nok en håndfuld, der gør det (for eksempel The Haj, af Leon Uris, på dansk: Hadji).
-
Lingvistisk: En professor i islamiske studier ved George Washington University, Seyyed Hossein Nasr, berettede fejlagtigt (i sin hovedtale ved FN-begivenheden "Confronting Islamophobia," rapporterer Alexander Joffe) om forsøg på at skjule den arabiske oprindelse til engelske ord som f.eks. adobe – som i virkeligheden stammer fra de gamle egyptere, ikke fra arabisk.
-
Historisk: Begrebet anti-semitisme blev oprindeligt brugt til at beskrive følelsestilkendegivelser imod arabere, som boede i Spanien, konstaterede Mr. Nasr også i sin tale, og blev først forbundet med jøderne efter Anden Verdenskrig. Det er noget vrøvl: ordet anti-semitisme daterer sig kun tilbage til 1879, da det blev opfundet af Wilhelm Marr, og det har altid refereret specifikt til had mod jøder.
For det fjerde afslører Hizb ut-Tahrirs manipulation med "Stop islamofobien" dette ords svigagtighed. Som artiklen i Sunday Times forklarer: "Tilsyneladende er det kampagnens mål at bekæmpe anti-muslimske fordomme i kølvandet på London-bombningerne," men artiklen citerer Anthony Glees fra Londons Brunel University i den retning, at den egentlige agenda er at sprede anti-semitiske, anti-hinduistiske, anti-sikhiske, anti-homoseksuelle og anti-kvindelige holdninger, samt at stifte had til vestlig indflydelse.
Endelig afslører dette at kalde moderate muslimer (såsom Irshad Manji) for islamofober betegnelsens aggressivitet. Som Charles Moore skriver i Daily Telegraph: moderate muslimer, "som frygter for, hvad islamisterne er ved at gøre deres tro til," er dem, der frygter islam mest. (Tænk på Algier, Darfur, Irak, Iran og Afghanistan.) "De kan ikke finde modet og ordene til at give sig i kast med de kolossale problemer, som konfronterer islam i den moderne verden." Hensigten med beskyldningerne om islamofobi er, tilføjer Mr. Malik, "at lukke munden på kritikere af islam eller endda muslimer, som kæmper for at reformere deres samfund." En anden britisk muslim, Yasmin Alibhai-Brown, afslører et endnu mere ambitiøst mål: "alt for ofte bruges islamofobi til at afpresse samfundet."
Muslimerne burde skille sig af med dette utroværdige begreb og i stedet kaste sig ud i en oprigtig selvransagelse. Frem for at bebrejde det potentielle offer, at han frygter sin mulige, kommende bøddel, gjorde de klogere i at spekulere over, hvordan islamisterne har forvandlet deres tro til en ideologi, som hylder mord (Al-Qaeda: "I elsker livet, vi elsker døden"), og udvikle nogle strategier til at frelse deres religion ved at bekæmpe denne morbide totalitarisme.
