Hvilke privilegier for Islam?

Overalt i Vesten stiller muslimer nye og kategoriske krav og udfordrer i nogle tilfælde selve præmisserne for en europæisk og nordamerikansk livsførelse. Hvordan skal vi reagere?

Her er en generel regel: Tilbyd fulde rettigheder – men afvis krav om særlige privilegier.

Lad os tage to aktuelle canadiske kontroverser som eksempel. Den første vedrører estableringen af frivillige shariah (islamisk lov) retssale i Ontario. Denne idé bliver fremført af de sædvanlige islamistiske grupper, såsom Council on American-Islamic Relations-Canada og Canadian Islamic Congress. Dens mest fremstående modstandere er muslimske kvindegrupper, ledet af Homa Arjomand, som frygter, at de islamiske retssale, trods deres frivillige karakter, vil blive brugt til at undertrykke kvinders rettigheder.

Jeg er modstander af en hvilken som helst rolle for shariah, som er en middelalderlig lovsamling, i det offentlige liv i dag, men så længe kvinder ikke for alvor bliver tvunget (hvad med at oprette en ombudsmand til sikring af dette?), og islamisk lovgivning forbliver underordnet Canadas charter for frihedsrettigheder, ser jeg ingen basis for at nægte muslimer, såvel som andre canadiere, retten til at søge tilbage til en privat voldgift.

Derimod er det muslimske krav om et særlig bedelokale på McGill University i Montreal oprørende og uacceptabelt. Som sekulær institution forsyner universitetet principielt ikke nogen religiøs gruppe med et permanent gudstjenestelokale på universitsområdet. Trods denne generelle politik insisterer den muslimske studenterforening, som er en del af den wahhabiske lobby, på netop sådan et sted og truer endda med at indgive en klage over krænkelse af menneskerettigheder, såfremt dette bliver nægtet. McGill bør stå fast.

Nøglen til en skelnen må være, hvorvidt de muslimske ønsker passer ind i de eksisterende rammer eller ej. Der, hvor de gør det, kan de imødekommes, som f.eks. i tilfældet med:

• Skoler og universiteter, der lukker i Eid al-Adha-ferien.
• Mandlige ansatte, som får lov til at bære skæg, i New Jersey.
• Grundlæggelse af en islamisk begravelsesplads i Tennessee.

Tilhængere af andre minoritetsreligioner kan holde ferie, bære skæg eller komme af med deres døde på private begravelsespladser – så hvorfor ikke muslimer?

Derimod er særlige privilegier for Islam og muslimer uacceptabelt, såsom f.eks.:

• At etablere en regeringsrådgivende kommission udelukkende for muslimer i Amerika.
• At tillade rent muslimske boligkvarterer eller begivenheder i Amerika og Storbritanien.
• At etablere badning, som udelukker kvinder, på kommunale badeanstalter, som i Frankrig.
• At udelukke hinduer og jøder fra en juryhøring i en sag om en islamist i Storbritanien.
• At ændre lovene for støjniveau i forbindelse med udsendelse af adhan eller kald til bøn i Hamtramck, Michigan.
• At tillade en indsat den uhørte ret at undgå kropsvisitation i staten New York.
• At benytte skattebetalte skoler og radiobølger til at konvertere ikke-muslimer i Amerika.
• At tillade elever i skattebetalte skoler at bruge tomme klasseværelser til bøn i New Jersey.
• At anse "den religiøse bagvaskelse" af Islam for ulovlig i Australien.
• At straffe anti-islamiske synspunkter med en retsligt pålagt indoktrinering ved en islamist i Canada.
• At forbyde familier at sende svinekød eller svinekødsbiprodukter til amerikanske soldater, der er udstationeret i Irak.
• At kræve, at kvindelige amerikanske soldater i Saudi Arabien bærer amerikansk regeringspålagte abayas eller kropslange kapper fra isse til fod.
• At anvende "Rushdie-regler" – eller lade muslimer lukke munden på kritik af Islam og muslimer.

Skillelinjen går i hvert enkelt tilfælde ved, hvorvidt muslimer accepterer at skulle passe ind i den eksisterende orden eller ønsker at lave den om. At arbejde inden for systemet er fint, at vælte det er ikke. I amerikansk sammenhæng må muslimer acceptere grundlovens rammer, ikke vælte dem.

Denne indstilling indebærer, at muslimske krav skal vurderes i forhold til tidligere handlinger og nuværende praksis og ikke abstrakt. Konteksten er altafgørende.

Det er således fint, at regionalrådet i Elsass i Frankrig hjælper med at finansiere den store moské i Strasbourg, for samme instans hjælper også med at betale for renovering af Strasbourg-katedralen og byens store synagoge. Det er noget helt andet, når byen Boston i Massachusetts sælger jord til et islamisk boligkompleks til langt under markedsprisen, en fordel som er ganske uhørt for andre religiøse grupper i byen.

Vestlige regeringer og andre institutioner har stærkt brug for at sende muslimerne et signal om, at de bliver nødt til at acceptere, at de blot er én religiøs gruppe blandt mange, og at alle bestræbelser på at dominere vil fejle. Til den ende må regeringerne udarbejde en principiel og vedholdende politisk praksis, som tydeligt viser, hvilke muslimske privilegier der er acceptable og hvorfor.

Beslægtede emner:  Muslimer i Vesten tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.