Mobilside
Normal side
|
Daniel Pipes Mobilside Normal side |
| Hjemmeside | Artikler | Biografi | Søgning | English | |
af Daniel Pipes
New York Sun
4. Januar 2005
Oprindelig engelsk tekst: Palestinian Word Games
Oversat af Mette Thomsen
Vi læser, at "premierminister" Mahmoud Abbas er kandidat ved søndagens valg som efterfølger for Yasser Arafat som "præsident" for "Palæstina."
Undskyld mig, men premierminister betyder ifølge Encyclopedia Britannica "overhoved for den udøvende regeringsmyndighed i stater med et parlamentarisk system." Trods de ti tusinder af henvisninger til Mr. Abbas som premierminister, passer han ikke på ét eneste punkt til denne beskrivelse.
Åh ja, og så er der jo også det, at der slet ikke eksisterer noget land kaldet Palæstina. Arabiske kort viser det på Israels plads. FN anerkender dets eksistens. Det samme gør visse telefonselskaber – for eksempel det franske Bouygues Telecom og Bell Canada. Ikke desto mindre eksisterer der ikke sådan et sted.
Man kan affeje brugen af disse betegnelser som symptomer på den samme mangel på realisme, som har undergravet de palæstinensisk-arabiske krigsbestræbelser siden 1948. Men de kan også på afgørende vis fremme den palæstinensiske sag (en høflig måde at sige "udslettelse af Israel" på).
I en tid hvor kampen om den offentlige mening har fået en sådan betydning, at den konkurrerer med sammenstødet mellem soldater, har de palæstinensiske araberes succes med hensyn til at tegne billedet vundet dem afgørende støtte blandt politikere, lederskrivende redaktører, akademikere, gadedemonstranter og NGO-aktivister. Alt i alt har disse mange hjælpere holdt de palæstinensiske bestræbelser i live.
Især i en langvarig kontrovers med en statisk situation på jorden har den offentlige mening stor betydning. Det er fordi ord afspejler tanker – og tanker motiverer mennesker. Våben er i sig selv inaktive; i dag bliver mennesker inspireret af tanker til at gribe til våben eller ofre deres liv. Det er softwaren, der driver hardwaren.
Israel vinder i det basale, geografiske nomenklatur. Staten er på engelsk kendt som Israel, ikke som den zionistiske entitet. Dens hovedstad hedder Jerusalem, ikke Al-Quds. Ligesom Temple Mount (Tempelbjerget) og Western Wall (Vestmuren) nyder langt større udbredelse end Al-Haram ash-Sharif eller Al-Buraq. Adskillelsesbarrieren kaldes oftere for et sikkerhedshegn (som skal holde palæstinensiske selvmordsbombere ude) end en adskillelsesmur (som giver mindelser om det delte Berlin).
Men på andre måder dominerer de palæstinensiske araberes betegnelser engelsk (og dansk) sprogbrug og hjælper dem med at vinde krigen om den offentlige mening.
Kollaboratør vil sige en person, som "samarbejder på forræderisk vis" og giver mindelser om franske, norske og danske kollaboratører, som forrådte deres land til nazisterne. Alligevel beskriver denne betegnelse (frem for meddeler, muldvarp eller agent) generelt de palæstinensiske arabere, som forsyner Israel med oplysninger.
Flygtning, denne betegnelse bruges normalt om én, der, "på grund af en velbegrundet frygt for forfølgelse . . . befinder sig uden for sit nationale hjemland," men ikke den pågældendes efterkommere. Men i det palæstinensiske tilfælde nyder børn, børnebørn og oldebørn af flygtninge også flygtningestatus. En demograf har anslået, at mere end 95% af de såkaldte palæstinensisk-arabiske flygtninge aldrig er flygtet nogen steder fra. Ikke desto mindre bliver betegnelsen stadig brugt og medfører, at millioner af palæstinensiske arabere har ret til at flytte til Israel.
En bosættelse defineres som et mindre samfund eller en mindre bebyggelse i en ny region. Skønt nogle af de jødiske byer på Vestbredden og i Gaza har i tusindvis af indbyggere og har eksisteret i næsten fire årtier, er ordet bosættelse med dets overtoner af kolonisering deres næsten universelle betegnelse.
Besatte områder indebærer, at der eksisterede en palæstinensisk stat i 1967, da Israel erobrede Vestbredden og Gaza. Det var dog ikke tilfældet, og det gør disse områder i lovmæssig forstand til omstridte territorier, ikke besatte sådanne.
Voldscyklus, en betegnelse præsident George W. Bush har overtaget ("denne voldscyklus må høre op, så fredsprocessen … kan begynde"), indebærer en moralsk sidestilling af drab på israelske civile og palæstinensisk-arabiske terrorister. Dermed forveksler man brandstifteren med brandstationen.
Fredslejsen i Israel – en betegnelse, som stammer fra Lenins sprogbrug – henviser til de personer på venstrefløjen, som mener, at formildelse af dødelige fjender udgør den eneste vej til afslutningen på den palæstinensiske aggression. De, der foretrækker andre tilgange (såsom afskrækkelse), udgør følgelig "krigslejren." I virkeligheden befinder alle israelere sig i "fredslejren" i den forstand, at de alle ønsker at slippe af med konflikten; ingen af dem ønsker at dræbe palæstinensiske arabere, besætte Cairo eller udslette Syrien.
Araberne er muligvis kommet bagud I forhold til Israel, hvad angår per capita indkomst og avancede våben, men de fører langt på den sproglige slagmark. Hvem ville for hundrede år siden have kunnet forestille sig, at jøderne skulle vise sig som de bedste soldater og araberne som de bedste publicister?
Beslægtede emner: Den arabisk-israelske konflikt & diplomatiet, Palæstinensere tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste
