Det er vanskeligt at finde passende ord for en beskrivelse af den onde 40 år lange karriere for verdens længstregerende terrorist (den begyndte i januar 1965), en mand, som tilsvinede sin rede i Jordan, Libanon og siden på Vestbredden og i Gaza, et moralsk uhyre, som narrede verden til at tro, at han havde forandret sig (vi husker vel alle Nobels Fredspris?). Men hans farceagtige dødsscene danner måske den mest passende afslutning på et uværdigt liv.
Udgangsscenen er lige så absurd som det, der gik forud, bare mere komisk. For det første er der hans kone, Suha, oprindelig græsk ortodoks, konverteret til Islam, som ikke desto mindre vedblev at overholde de kristne helligdage og nu brøler "Allahu Akbar," mens hun efter sigende bruger 100.000 dollars om måneden på at leve det gode liv i Paris. Så er der de tjenende ånder, som har døjet længe, men som nu håber på en plads i solen, omsider befriet for deres hidsige, uforudsigelige, dominerende leder. Og endelig er der de uheldige franske politikere, naglet af deres egen dumhed ved at afsende et militærfly til Jordan for at hente Arafat til Paris, for siden at behandle ham som en konge (herunder en høflighedsvisit af præsident Jacques Chirac), blot for at opleve sig selv som parthavere i hans tosserier på dødslejet.
Her kommer nogle af enkelthederne; man kan sige, at virkeligheden overgår fantasien.
Den 7. nov. fortalte den franske udenrigsminister, Michel Barnier, tv-kanalen LCI, at Arafat levede, men "jeg kan sige, at han befinder sig i en tilstand, som er meget kompliceret, meget alvorlig og på samme tid stabil netop nu, hvor vi taler." Adspurgt om Arafat allerede var død, fremkom Barnier med det mindeværdige svar: "Det ville jeg ikke sige." Udenrigsministeren for et større land, som må antages at være en seriøs mand, er på tilfrdsstillende vis kommet til at tage sig ud som en idiot.
Hvad det er, Arafat er ved at dø af, er mistænkeligt nok ikke blevet nævnt, hvilket har ført til mange spekulationer. Nogle palæstinensere har selvfølgelig udklækket en konspirationsteori om, at Israel skulle have forgiftet Arafat. PLO's nyhedsservice, WAFA, kræver ligefremt en undersøgelse af forgiftningens konkrete karakter. "Vi har ret til at kende typen, forgiftningskilden, samt modgiften, og hvordan vi får fat på den," skriver WAFA's politiske redaktør. Mere interessant er dog den plausible tese om, at "præsidenten" er ved at dø af AIDS, især når man betænker hans ry for førægteskabelige aktiviteter. David Frum uddyber denne hypotese i National Review Online:
Vi ved, at han har en blodsygdom, som svækker hans immunsystem. Vi ved, at han pludselig har tabt sig rigtig meget – muligvis helt op til 1/3 af den normale kropsvægt. Vi ved, at han lider af periodisk tilbagevendende mental dysfunktion. Hvad lyder det som?
Den tidligere rumænske efterretningschef Ion Pacepa fortæller i sine meget interessante memoirer, at Ceaucescu-regimet optog Arafats orgier med sine personlige vagter på bånd. Hvis det er sandt, har Arafat en hel del at skjule for sit folk og sine morderisk anti-homoseksuelle støtter i den islamiske verden.
Før Arafat blev fløjet til Paris, lovede den franske udenrigsminister, Michel Barnier, at "blive hos" ham. Var det derfor, Arafat valgte at blive behandlet i Frankrig frem for i et af de arabiske broderlande, som formodes at støtte hans bevægelse – fordi han kunne have tillid til, at franskmændene ville beskytte hans intime hemmeligheder?
I mellemtiden melder israelerne ud, når de da ikke holder lav profil, at Arafat er "klinisk død."
Så er der dette unikke afsnit af Steven Erlanger i New York Times:
Mr. Arafats tilstand blev beskrevet som uændret af en talsmand fra det franske militærhospital i Paris, hvorfra Mr. Arafat skiftevis erklæres at befinde sig i en uoprettelig koma, en oprettelig koma eller ingen koma overhovedet. Lørdagens [6.nov.] rygte lød på, at Mr. Arafat havde været oppe at sidde og havde vinket til lægerne; det seneste rygte søndag gik på, at han lider af leversvigt – hvilket benægtes af Mr. [Nabil] Shaath – og bliver holdt kunstigt i live, mens hans hjælpere og hustru slås om hans begravelsessted og hans bankkonti.
Hentydningen i "slås om hans begravelsessted og hans bankkonti"? Der eksisterer en udbredt mistanke om, at Suha og hendes allierede foregiver, at Arafat stadig lever, så de får tid til at slås med de israelske myndigheder om at få ham begravet i Jerusalem og tillige til at plyndre Arafats bankkonti, som siges at omfatte milliarder af dollars. En "ledende palæstinensisk bankmand" citeres for at have sagt, at kun Arafat kender numrene på sine hemmelige konti, og at disse meget vel vil kunne følge ham i graven. "Hvis numrene dør med ham, vil de schweiziske bankfolk og andre bankfolk verden over gnide sig lystigt i hænderne."
Måske har Suha allerede dyppet sin fine hånd i honningkrukken. En beretning i Washington Times mener, at kort før Arafat blev fløjet til Frankrig, modtog Suha "60 millioner dollars på sin bankkonto i Paris." Og det ud over de formodede 11,4 millioner dollars, som blev indsat på hendes konti mellem juli 2002 og september 2003 (og som de franske myndigheder er ved at undersøge). Samme artikel i Washington Times fastslår, at "Mindst 60 procent af Det Palæstinensiske Selvstyres budget stammer fra internationale støttebidrag, hvoraf EU er den største donor." Oversat: flertallet af os i Vesten har det privillegium at betale regningen for Suhas legendariske shoppingture.
Det er ikke så mærkeligt, at de fisker efter at skaffe sig af med liget i Jerusalem, når man betænker tilstanden på Arafats familiegravsted i Khan Yunis, Gaza. Agence France-Presse beskriver levende dette udpinte sted (den franske original er endnu mere malende):
Uplejet, med ankeldybt skidt og en luft, der er tyk af fluer fra det stinkende marked ved siden af, kunne Arafat-familiens gravplads næppe være et mere uheldigt begravelsessted for den palæstinensiske nationalfølelses ikon.…
Med stedets mindre end 100 kvadratmeter, hvor to dusin grave allerede optager de bedste pladser, ville kun et mindstemål af sørgende kunne befolke stedet, idet de måtte snuble sig frem over den hårde jord for at vise deres sidste respekt. Skjult bag en cementmur og kun tilgængelig gennem en ensom, hvid metaldør fyldt med mudderskorper kunne den dårligt være mindre imposant eller mere ydmygende for en mand, som nu næppe kommer til at realisere sin drøm om en palæstinensisk stat med hovedstad i Jerusalem.
Affaldsposer, et barns T-shirt og en traditionel rød keffiyeh (hovedklæde af den type som Arafat yndede) ligger spredt i støvet. Tomme snackposer, mælkekartoner, plastflasker og ituslået glas ligger strøet rundt i det afsvedne græs. Væksten af skarlagenrøde og hvide bougainvillia henover det magter ikke at forsøde den kvalmende stank af rådnende frugt og kød, blandet med gødningen fra de halvdøde æsler, som står bundet på det tilstødende marked.
Vasketøj, der hænger ned fra en nedslidt højhuslejlighed, flagrer ind over graven for Arafats søster, Yussra al-Qidwa, som blev stedt til hvile ved siden af faderen i august sidste år.
Vedrørende udsigten til, at Arafat nogensinde skulle komme til at pryde den Hellige Stad, sagde Israels justitsminister Tommy Lapid den 5. nov. i måske den bedste online-udsendelse om hele denne beskidte sag, at Arafat "ikke vil blive begravet i Jerusalem, for Jerusalem er den by, hvor man begraver jødiske konger og ikke arabiske terrorister."
Da fire af Arafats lakajer, herunder Ahmed Qurei der skal foregive at være hans "premierminister," ikke længere kunne bære Suhas lunefulde opførsel, bekendtgjorde de, at de ville rejse til Paris for at høre direkte fra lægerne om den store mands helbredstilstand. Suha svarede arrigt, idet hun ringede Al Jazeeras fjernsyn op den 8. nov. og beskyldte kvartetten for at have indgået en "sammensværgelse" mod Arafat. "Lad det ærlige palæstinensiske folk vide, at det er en bande kommende arvinger, der kommer til Paris," råbte hun i et afsnit, som Al-Jazeera udsendte flere gange. Idet hun benyttede Arafats nom de guerre (krigsnavn), kom hun med følgende advarsel: "I må forstå omfanget af denne sammensværgelse. Jeg siger jer, de forsøger at begrave Abu Ammar i levende live." Hun tilføjede for en god ordens skyld, "Han har det udmærket, og han kommer hjem."
Herpå responderede lakajerne ved at kalde Suha for "ond" og en "galning," og tog afsted alligevel. Suhas stående respons er, "Hver eneste smuk blomst ender med at være omgivet af ukrudt."
For nu at gøre det hele endnu mere interessant, så har der svirret et rygte omkring Arafats militærhospital om, at han to gange nægtede at tale med Mahmoud Abbas, PLO's nummer to, i telefonen og i stedet i al stilhed har gjort Farouq Kaddumi til sin efterfølger. Hvem, spørger man måske, er Farouq Kaddumi? Erlanger forklarer, at han, der er en af grundlæggerne af PLO, afviste Oslo-overenstkomsten og nægtede at vende tilbage til Vestbredden og Gaza sammen med Mr. Arafat. Han bor den dag i dag i Tunis, hvor han oppebærer titel af P.L.O. udenrigsminister trods den kendsgerning, at Mr. Shaath er indehaver af Det Palæstinensiske Selvstyres titel af minister for udenlandske anliggender.
Fik I den? Farcen er fuldendt, og Arafat dør lige så nederdrægtigt, som han har levet.
