Med overtagelsen af Mosul den 9. juni vandt jihadisterne kontrollen over Iraks næststørste by, et større våbenudbytte, 429 millioner dollars i guld, samt en åben vej til erobring af Tikrit, Samarra og måske hovedstaden Baghdad. De irakiske kurdere har indtaget Kirkuk. Dette er de vigtigste begivenheder i Mellemøsten, siden de arabiske opstande begyndte i 2010. Grunden kommer her:
Regional trussel: Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS), defineret som en terrorgruppe, befinder sig i en position, hvor de kan vælte regeringerne i Irak og Syrien og måske endnu flere, begyndende med Jordan. Gruppen breder sig hen over grænsen mellem Irak og Syrien og vil kunne udslette den næsten hundredårige grænse mellem disse to koloniskabelser, afslutte deres eksistens som selvstændige stater og dermed omstyrte hele den politiske orden i Mellemøsten, som blev resultatet af Første Verdenskrig. Det er med rette, at den amerikanske regering kalder ISIS for "en trussel mod hele regionen."
 Kortet viser de byer, som nu kontrolleres af Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS). |
Uventet styrke: Denne udvikling viser, at den mest ekstreme og voldelige form for islamisme, repræsenteret ved Al-Qaeda og tilsvarende grupper, kan bevæge sig fra terrorisme til dannelse af guerillamilitser, som erobrer territorier og udfordrer regeringer. Heri ligner ISIS Taliban i Afghanistan, Al-Shabaab i Somalia, Al-Nusra-Fronten i Syrien, Ansar Dine i Mali og Boko Haram i Nigeria.
 En selvmordsbomber sammen med Al-Qaedas flag ("Der er ingen anden gud end Allah, Muhammad er Guds profet") og "Den Islamiske Stat i Irak og Syrien" både nederst og øverst til højre. |
Muslimer hader islamisme: Takket være det grumme og voldelige ry, som ISIS har skabt sig i sin hovedby Raqqa i Syrien og andre steder, er op mod en fjerdedel af Mosuls befolkning på næsten to millioner flygtet. Den aktuelle omgang ISIS-brutalitet vil nu igen vække afsky for islamismen hos flere millioner muslimer.
 Mosul-indbyggere på flugt fra ISIS omdannede vejene til parkeringspladser. |
Den ultimative frustration: Derfor, uanset hvor megen skade disse Al-Qaeda-agtige organisationer kan forøve på ejendom og liv, så kan de i sidste ende ikke opnå fuld sejr (dvs. en kalif som anvender islamisk lov i dennes fulde betydning og strenghed), for med deres ufortyndede ekstremisme støder de muslimer fra sig og skræmmer ikke-muslimer. I sidste instans har taktiske, forsigtige former for islamisme (dvs. som hos Fethullah Gülen i Tyrkiet) de største muligheder, fordi de appellerer til en bredere strøm af muslimer og virker mindre bekymrende for ikke-muslimer.
Sunnier versus shi'itter: ISIS' militære fremrykninger truer direkte Iraks shiitisk dominerede, pro-iranske regime. Teheran kan ikke tillade, at det bukker under; iranske styrker har derfor allerede hjulpet med at tilbageerobre Tikrit og man har lovet et større iransk engagement. Dette peger på en kopi af de etniske linjer i Syriens borgerkrig, hvor sunni-jihadister med tyrkisk støtte gjorde oprør imod en shiitisk orienteret centralregering, som var støttet af Iran. Ligesom i Syrien fører denne konfrontation til en menneskelig katastrofe, selvom den vender islamisterne imod hinanden og på den måde tjener Vestens interesser.
Mosul-dæmningen truer: I 1980'erne finansierede saudiere og andre arabere en dårligt konstrueret, hurtigt opført dæmning på floden Tigris godt 56 km nordvest for Mosul. Konstruktionens ringe standard betyder, at den lækker og behøver konstant fugning og anden bekostelig vedligeholdelse for at undgå et katastrofalt kollaps. Vil brushovederne fra ISIS fortsætte dette reparationsarbejde? Eller vil de mon skære ned på det og derved true ikke bare Mosul, men store dele af det beboede Irak med katastrofale oversvømmelser?
Amerikanske fejl: Tydeligere end nogensinde udstiller ISIS' succes de overdrevne, ambitiøse mål for den amerikansk ledede invasion i Irak (og ligeså i Afghanistan), som kostede Vesten i tusindvis af liv og mere end en trillion dollars. Den pyntede facade på 53 milliarder dollars i amerikansk sponsorerede institutioner, lige fra fejlslagne hospitaler og til det irakiske nationale symfoniorkester, er blevet udstillet som den fiasko det er. ISIS-soldater som står triumferende på toppen af amerikansk tilført militært udstyr tydeliggør det tåbelige i de engang så høje amerikanske forhåbninger om "et stabilt, demokratisk og blomstrende Irak."
 Medlemmer af den irakiske regerings sikkerhedsstyrker smider uniformerne for at slippe væk fra ISIS. |
Republikanerne: Republikanerne lægger uretfærdigt skylden for ISIS' sejre på Barack Obama: nej, George W. Bush forpligtede sig til at genskabe Irak og han underskrev den "Status of Forces Agreement" i 2008, som afsluttede det amerikanske militærs tilstedeværelse i Irak i slutningen af 2011. Hvis Det Republikanske Parti skal gøre fremskridt i udenrigspolitikken, skal det erkende disse fejl og lære af dem, ikke undgå dem ved at hæfte skylden op på Obama.
Demokraterne: Henrettelsen af Osama bin Laden for tre år siden var et vigtigt symbolsk skridt i retning af hævn. Men operationelt gjorde det så godt som ingen forskel, og det er på tide at Obama holder op med at gale op om at Al-Qaeda er nedkæmpet. Al-Qaeda og dens partnere er i virkeligheden farligere end nogensinde, idet de er gået fra terrorisme til erobring af territorier. Amerikanernes og andres velfærd afhænger af, at denne realitet bliver erkendt og reageret på.
Vestens politik: Der er grundlæggende tale om et mellemøstligt problem og de omgivende statsmagter bør sigte mod at beskytte deres egne interesser, ikke løse Mellemøstens krise. Teheran, ikke vi, bør bekæmpe ISIS.
