Er den tvungne fjernelse af israelere fra Gaza uden fortilfælde?

Min klumme i sidste uge, "Ariel Sharons tåbelighed," noterede sandsynligheden af, at mere end 8.000 israelere bosat i Gaza snart vil blive fjernet af deres egen regering, om nødvendigt med magt. Jeg skrev, at dette skridt var uden historisk fortilfælde, og udfordrede læserne til at nævne "et andet demokrati, som med tvang har flyttet i tusindvis af egne borgere fra disses lovformelige hjem."

Ikke overraskende tog læserne udfordringen op, både ved at sende kommentarer (som f.eks. her, her, her, og her) og ved at sende mig e-mails. Deres svar falder i tre hovedkategorier:

• Ekspropriationsret, en regerings særlige ret, passende anvendt "ved anlæggelse af veje, offentlige arbejder og lignende," men i vore dage ofte misbrugt til at opmuntre kommercielle projekter. Som en brevskriver noterer: "Den amerikanske stat og lokalstyrerne flytter ved hjælp af en udbredt misbrug af ekspropriationsretten i tusindvis af amerikanske borgere hvert år. Det er selvfølgelig ikke helt det samme som Sharons forslag, men lige så farligt for sin snigende indflydelse på ejendomsretten." Tre skribenter refererer specifikt til sager, hvor deres egne familier er blevet sat på gaden: Tennessee Valley Authority, som i 1933-35 med tvang satte tusindvis af borgere på gaden for at bygge Norris Dam; Boston, i 1960'erne, hvor hundredvis af hjem blev jævnet med jorden for at gøre plads til en motorvej; og et projekt i Los Angeles vedrørende opførelsen af et butikscenter. Sagen med navajoernes og hopiernes Joint Use Area i Arizona bliver også nævnt, ligesom brugen af ekspropriationsretten i Australien.

• Japanernes internering i USA under Anden Verdenskrig: "USA flyttede mange amerikanske borgere af japansk herkomst fra deres lovformelige hjem og anbragte dem i lejre under Anden Verdenskrig."

• Tilfælde af "etnisk udrensning," hvor en befolkning, der opfattes som fremmed, smides ud af sine hjem og endda ud af landet. Eksemplerne omfatter de amerikanske indianere, ofrene for nazismen og for apartheid-styret i Sydafrika, tyskere efter Anden Verdenskrig, muslimer i Indien i 1947, og russere i de baltiske stater i 1991.

Jeg kan ikke se, at nogen af disse kategorier kan samenlignes med den foreliggende sag. Som en kommentator siger vedrørende ekspropriationsretten: den "gælder ALLE borgere uanset hudfarve, nationalitet eller tro, som bor på og ejer personlig ejendom i det område, som skal bruges til offentlig udvikling. … ikke noget der ligner det, der er planlagt at skulle ske [i Gaza]. Derimod er det KUN JØDISKE beboere, der skal fjernes med magt." En anden læser konkluderer: "Der er ingen teoretisk lighed mellem det, som ‘ekspropriationsret' betyder i henhold til sine kernebegreber om ‘udvikling' og ‘gavn,' og så det Sharon har planer om." Præcis.

Med hensyn til den japanske internering medførte denne en midlertidig flytning af borgere, ikke en permanent flytning eller en nedrivning af deres huse. Heller ikke her er der nogen lighed med det, Sharon er i færd med.

Etnisk udrensning kan næppe sammenlignes med situationen i Gaza, om så blot fordi regeringen og de udsatte borgere er af samme etniske herkomst, og de israelske borgere bliver sendt tilbage til den centrale del af landet, de bliver ikke udvist.

To andre forslag bør nævnes. General Charles de Gaulle, som blev "valgt under sloganet Algerie française, påbegyndte umiddelbart efter sit valg de franske styrkers tilbagetrækning og lagde derved fundamentet til algerisk uafhængighed." Dette kunne have talt som et meget nært fortilfælde, såfremt de Gaulle havde krævet, at de franske borgere i Algeriet skulle forlade landet, men det gjorde han ikke. I virkeligheden forventede den franske regering ikke den udvandring af næsten en million pieds noirs og jøder, som fandt sted på blot få måneder i 1962:

Mottoet i de europæiske og jødiske grupper hed "Kufferten eller kisten" ("La valise ou le cercueil"). Den franske regering havde ikke planlagt, at et så massivt antal ville forlade landet, men blot antaget, at måske højst 200.000 eller 300.000 ville vælge midlertidigt at tage til det franske hovedland. Følgelig var der intet planlagt vedrørende deres tilbagevenden, og mange måtte sove i gaderne eller i forladte gårde ved ankomsten til moderlandet Frankrig.

De Gaulle lod de franske borgere afgøre deres egen fremtid, om de ville blive eller rejse; dette er i øvrigt en politik, jeg har anbefalet det israelske lederskab over for israelere i Gaza.

Den bedste analogi, der er foreslået, er nedrivningen af Africville, Nova Scotia. Myndighederne satte i 1965 bulldozere ind mod dette sted, Canadas ældste og største sorte bosættelse, og jævnede den med jorden, men det blev gjort i slumrydningens navn, ikke flytning.

Et blik på disse svar på min udfordring bekræfter mig i den opfattelse, at det, de israelske myndigheder har tænkt sig at gøre mod deres egne borgere i Gaza, er uden historisk fortilfælde.

Beslægtede emner:  Den arabisk-israelske konflikt & diplomatiet, Israel tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.